Slugs, permanente links og hvordan man undgår at forvirre WordPress

På WordPress-sites bruger vi ofte kategorier til at gruppere indhold (produkter, ydelser, kundeoversigter, medarbejderoversigter m.m.), men er ikke så tilfredse med de url’er (URL står for Uniform Ressource Locator, også kaldet www-adresse) WordPress leverer, f.eks.
stickleback.dk/category/kunder

Man kan selv ændre /category/ til f.eks. /kategori/ eller /type/ eller noget helt andet, men helst vil vi nøjes med f.eks.:
stickleback.dk/kunder

Derfor bruger vi ofte et plugin, Remove Category URL, som lige præcis sørger for at fjerne /category/ fra url’en. Bemærk at selvom vi fjerner /category/ virker linket med /category/ stadig, så dette plugin kan også bruges på et WordPress-site som har været i brug med de gamle url’er.
(Tidligere brugte vi No Category Base, men dette plugin er ikke blevet opdateret længe).

Slugs (nej, det har ikke noget med snegle at gøre)

Vi gør også ofte det at vi ændrer ‘slugs’ på sider og indlæg, f.eks. et indlæg med den lange titel “Slugs – og nej, det har ikke noget med snegle at gøre”. Det skal helst ikke have en url som stickleback.dk/slugs-og-nej-det-har-ikke-noget-med-snegle-at-goere/ men det noget enklere stickleback.dk/slugs/.

Sådan ændres en slug i WordPress

I Kontrolpanel > Indstillinger > Permalinks kan man definere hvordan url’erne skal se ud, f.eks. Navn på indlæg.

permalink settings i WordPress

Jeg vælger som regel at bruge ‘Navn på indlæg’ eller evt. ‘Egen struktur’ = /%category%/%postname%/, da hverken datoer eller numre giver mening (jo, datoerne giver mening på en blog, men vi bruger ofte WordPress som CMS) .

Sådan undgår man at WordPress bliver forvirret

Vælger man at fjerne /category/ v.hj.a. Remove Category URL, at nøjes med ‘Navn på indlæg’ som indlæggets permalink samt lave pæne slugs skal man dog passe på ikke at forvirre WordPress.

  • en side og et indlæg der begge hedder /om-os/
  • et indlæg og et billede der begge hedder /vores-logo/
  • en kategori og en side der begge hedder /kunder/

At bruge den samme slug er intet problem, sålænge man beholder kategorien i url’erne (både på kategorivisning og på visning af et enkelt indlæg), men når man vælger at bruge ‘Remove Category URL’-plugginet og samtidig nøjes med ‘Navn på indlæg’ som permalink, så risikerer man at der opstår fejl/forvirring, og så må man sørge for ændre ‘slug’/url på den ene.

Billeders slugs kan kun ændres ved at uploade et nyt billede med det nye filnavn, mens et indlægs eller en sides slug nemt kan ændres, så du kan f.eks. ændre /vores-logo/ til /vores_logo/ eller /voreslogo/.

Så man kan sagtens lave pæne url’er, men det skal gøres med omtanke!

Læs mere om

Using permalinks (WordPress)
URL Rewriting for beginners