Øredev

Øredev er en udviklerkonference der afholdes hvert år i Malmø. Årets Øredev er netop overstået - vi havde egentlig ikke planlagt at deltage, men vi var heldige at vinde billetter i en lodtrækning, og så blev kalenderen for uge 45 pludselig helt anderledes end den så ud mandag morgen.

Øredev konference i Malmö

Konferenceprogrammet var tæt pakket, og det var svært at vælge blandt de mange forskellige tilbud. Heldigvis blev konferencen optaget på video, så vi har mulighed for at se nogle af de indlæg vi måtte vælge fra. Øredev har en side på Vimeo med videoer fra konferencen, og der er også links til videoerne fra beskrivelsen af de enkelte sessioner i konferenceprogrammet.

Tilsammen har vi nok set omkring 30 præsentationer og keynotes de sidste tre dage. De har faktisk alle været interessante - programkomitéen har gjort deres arbejde med at udvælge emner og talere rigtig godt. Vi har talt om hvilke indlæg der var de mest interessante, men det har været en svær diskussion fordi det er så subjektivt, og fordi det afhænger af hvad man lægger vægt på i netop dét øjeblik: Underholdningsværdi af en præsentation, relevans for det man aktuelt arbejder med, inspiration til hvad man skal gøre fremover, osv.

Blandt de mange ting som vi har med hjem er der i hvert fald to emner som kommer til at påvirke vores arbejde fremover:

Sarah Horton og David Sloan gav en fælles præsentation, hvor de argumenterede for at man kan forbedre oplevelsen af et website for alle brugere ved at fokusere på accessibility tidligere i et udviklingsforløb end man måske ellers er tilbøjelig til. Hvis man f.eks. oplever et website gennem en skærmlæser, så opdager man hvor vigtigt det er at den grundlæggende strukturering af indholdet er logisk og forståelig - accessibility handler ikke kun om at huske at sætte alt attributter på billedelementer. Men selv om man ikke har brug for en skærmlæser, så har man jo stadig lettere ved at bruge et website hvor indholdet er struktureret så det er umiddelbart forståeligt.

Manifesto for Accessible User Experience (Sarah Horton & David Sloan, Øredev 2015

Så selv om accessibility normalt ikke fylder ret meget når vi diskuterer nye websites med vores kunder, så er noget vi vil lægge lidt flere kræfter i fremover. Mere konkret så planlægger vi at begynde at teste vores designs med skærmlæsere - noget vi ikke har brugt tid på før.

Liz Keogh holdt et indlæg om Cynefin. Ku-nev-in er en metode til at kategorisere situationer og problemstillinger og til at forstå hvilke løsningsmodeller der er bedst egnede i en given sammenhæng (se f.eks. artiklen om Cynefin i Harward Business Review, november 2015).

Liz Keogh taler om Cynefin Cynefin er ikke noget vi er stødt på før, men modellen er umiddelbart forståelig og dens kategorier forekommer intuitivt rigtige, så vi har tænkt os at hive den frem næste gang vi står overfor et problem som vi er usikre på hvordan vi skal gribe an.

Derudover har vi en lang liste med hjem med ting vi skal have kigget nærmere på. Måske. Hvis vi får tid. Men én ting er i hvert fald sikker - vi har fået rigtig mange inputs de sidste dage.

Monica Dinculescu