Opdatering af WordPress

Opdatering af WordPress er en vigtig del af vedligeholdelsen af en hjemmeside. Dels fordi der kan være sikkerhedproblemer forbundet med at bruge en ældre version af WordPress, og dels for at få glæde af de nye features som WordPress, plugins og temaer løbende opdateres med. WordPress har indbyggede værktøjer til opdatering, så i de fleste tilfælde kræver en opdatering kun nogle få minutters arbejde. Inden man går i gang er der dog nogle punkter man lige bør tjekke af først.

Det er meget vigtigt at sikre sig en backup inden man går i gang. Som regel forløber WordPress-opdateringer gnidningsløst, men hvis noget skulle gå galt, så kan man hurtigt komme tilbage til den gamle version hvis man har en sikkerhedskopi. Hvis dit webhotel bruger cPanel kan du læse om fremgangsmåden i denne artikel. Hvis din WordPress-hjemmeside er hostet et sted hvor man bruger et andet kontrolpanel, så tjek din udbyders hjemmeside eller spørg deres support hvordan du skal bære dig ad med at downloade en sikkerhedskopi. Husk at en sikkerhedskopi af WordPress (og andre content management systemer) består af både hjemmesidens filer og databaser, så i de fleste tilfælde er der to forskellige procedurer man skal igennem for at sikre sig en komplet kopi.

Inden man opdaterer er det også en god ide at overveje konsekvenserne af en mislykket opdatering. Kan man leve med at hjemmesiden evt. er nede indtil man kan rulle tilbage til den gamle version? Hvis svaret er nej, så er den sikreste fremgangsmåde at lave en test-version af hjemmesiden og så opdatere den først (vi beskriver hvordan man kan gøre det i en kommende artikel). Når alting virker som det skal på testsiden, så kan man opdatere driftsversionen af WordPress.

Nedenfor viser vi hvordan man opdaterer WordPress fra version 3.4.2 til 3.5.1 med den automatiske opdateringsprocedure. Start med at logge ind i WordPress' kontrolpanel:

Som det fremgår af kontrolpanelets venstre kolonne, så er der en opdatering til et plugin og fire opdateringer til selve WordPress. Plugins bliver ofte opdateret for at rette kompatibilitetsproblemer med nye versioner af WordPress, så vi anbefaler at disse opdateres først. Vælg "Plugins"

Der er en opdatering tilgængelig til "Akismet" plugin'et. Klik på "opdater nu" linket for at starte opdateringen:

Selve opdateringen tager typisk kun nogle få sekunder. Klik på "Tilbage til plugins-side":

Akismet er nu opdateret til den seneste version. Klik dernæst på "Opdater venligst nu"-linket øverst på skærmen:

De 3 tilgængelige opdateringer i dette skærmbillede består af selve WordPress-opdateringen til version 3.5.1 samt opdateringer til to standard-temaer, Twenty Eleven og Twenty Ten. Der er to forskellige muligheder for opdatering af selve WordPress:

  1. Opdatering til den danske version 3.5.1
  2. Opdatering til den engelske version 3.5.1

Normalt er der ingen grund til at installere den engelsksprogede version over den danske når man har begge muligheder (hvis den dansksprogede version endnu ikke er frigivet, så kan man overveje at bruge den engelske hvis det er nødvendigt for at lukke et sikkerhedshul med det samme). Klik på den blå "Opdater nu" knap for at opdatere automatisk. WordPress downloader og installerer automatisk den nye version. Igen er det normalt ikke noget der tager særlig lang tid - WordPress skriver en bekræftelse i browseren for hvert trin i opdateringen og afslutter med at vise et skærm der bekræfter at opdateringen er gennemført.

Opdatering af standard-temaerne foretages på samme måde - vælg de temaer der ønskes opdateret og klik på "Opdater temaer". Det skal man dog være forsigtig med at gøre - hvis man bruger en tilrettet version af standardtemaet på sin hjemmeside og har rettet direkte i temaets filer, så vil disse rettelser bliver overskrevet i forbindelse med opdateringen. (Og hvis man ikke har brugt standardtemaerne, så kan man overveje helt at fjerne dem fra WordPress så man slipper for at holde dem opdateret).

Herefter bør man gå hjemmesiden grundigt igennem for at sikre sig at alt fungerer som det skal efter opdateringen.

Næsten alle de problemer vi ser i forbindelse med opdatering af WordPress stammer fra inkompatible plugins. I mange tilfælde ophører udvikleren af et plugin med at holde det opdateret efter en periode, og på et tidspunkt vil det så ikke længere fungere korrekt med nye versioner af WordPress. Man kan forsøge at hente råd og vejledning på plugin'ets side på wordpress.org, men ofte er der ikke andet at gøre end at finde et nyere plugin der kan det samme som det gamle.

Der er to andre problemer med plugins som vi nogle gange oplever:

  • Visse plugins findes i både en betalingsversion og en gratisversion, og hvis man bruger betalingsversionen, så vil en automatisk opdatering nogle gange overskrive betalingsversionen med den gratis version (det gælder f.eks. for Subscribe2). Disse plugins må man downloade og opdatere manuelt.
  • Nogle gange ser vi at et plugin er blevet tilpasset gennem rettelser direkte i plugin-koden. Disse rettelser mister man når plugin'et opdateres, og man må så enten lave dem manuelt igen (helst på en anden måde, så det ikke bliver et problem der gentager sig hver gang).

I nogle situationer kan de automatiske opdateringsværktøjer i WordPress ikke anvendes, f.eks. fordi serverkonfigurationen ikke tillader det. Den officielle vejledning til opdatering af WordPress beskriver hvordan man kan lave en manuel opdatering i stedet.