IP-adresser

Der er blevet råbt "ulven kommer" mange gange før, men noget kunne tyde på at det er ved at være sidste udkald for et alternativ til IPv4. Vi oplever i hvert fald at det er blevet både dyrt og besværligt at få tildelt nye offentlige IP-adresser på vores servere.

Det har i nogen tid været nødvendigt at give en teknisk begrundelse for at tildelt en ekstra IP adresse (i hvert fald hos udbydere der overholder de internationale regler), men vi oplever nu flere steder at den eneste begrundelse der accepteres er behov for et SSL-certifikat. Andre teknisk begrundede forespørgsler bliver afvist, formodentlig fordi support-personalet hos mange udbydere mangler de tekniske kvalifikationer til at skelne mellem gode og dårlige begrundelser. Selv-signerede SSL-certifikater accepteres heller ikke længere, så man er tvunget til at købe et CA-udstedt certifikat uanset om man har brug for det eller ej.

Omkostningerne til en ekstra IPv4 adresse er også eksploderet, f.eks. tager Rackspace nu £2 - næsten 20 kroner - om måneden for en ekstra IP adresse på deres cloud servere. Andre steder kan man fortsat få 2-4 IP adresser uden ekstraomkostninger til en VPS eller dedikeret server, men det er nok kun et spørgsmål om få måneder inden disse udbyder følger efter de andre.

Spørgsmålet er så om besværet og omkostningerne forbundet med IPv4 vil være nok til at IPv6 endelig bliver et reelt alternativ, eller om markedet blot vænner sig til at IPv4 adresser koster penge og så ellers fortsætter som hidtil.